At Miste

Jeg havde egentligt et helt andet indlæg på skemaet, men jeg er i dag blevet ramt af en række tanker, som jeg er nødt til at dele.

Det startede med, at jeg så denne video:

Kvindens navn er Anna Akana. Hun er skuespiller in the making og har gennem forskellige videoer på YouTube været meget åben omkring hendes søsters selvmord.

Det er svært ikke at blive rørt. Har man bare tilnærmelsesvist haft noget lignende tæt på livet, vil man sikkert stortude, som jeg gjorde det.
Jeg linkede videoen på facebook, så snart jeg havde set den, men synes den krævede et par ord her også.

Jeg tror, vi er mange, der gerne vil redde hele verden.
Og så glemmer vi at starte med os selv.
Jeg har en ven, som har en helt særlig plads i mit hjerte, som forsøgte at starte med verden, og nu, hvor han føler, han har fejlet (--fordi man helbrede verden, hvis man selv er syg--), har han ikke længere kræfter til at prøve at redde sig selv.

Det er her jeg kommer ind i billedet.
For det kan godt være, han ikke kunne redde hele verden, men han reddede mig engang.
Og nu er det min tur.

Jeg har så meget kærlighed at giv.
Og er der nogen, som har brug for den, er det ikke et valg, jeg tænker to gange over.
Vi skal være glade, og helst sammen.
Så jeg håbe inderligt, at folk, som har noget på hjerte, vil være stærke nok til at dele, som Anna (og til en hvis udstrækning også mig selv) har været det, så vi andre kan række ud med hjælp.
Og kærlighed.

Husk, at jeg elsker jer.

/Ekko