Græder snot

Okay, så... Jeg havde lige et moment.
Jeg sad og slappede af, har lige spist aftensmad, er glad og mæt. Det har været en god dag, en særdeles god dag.
Jeg starter et afsnit af Grey's Anatomy (jeg ved det godt, og hvad så) - jeg er nået til sæson 5 (igen - og hvad så) - alt er godt, og livet er udholdeligt.
Men så når jeg til slutningen af afsnittet. Og helvede bryder løs.
Det er en usædvanlig dyster slutning, og som noget helt sjældent er det et afsnit, hvor hovedpersonen Meredith græder.
Jeg er typen, der lever mig temmelig meget ind i, hvad jeg end ser, og i dag var ingen undtagelse. Det var jo sørgeligt, så jeg fældede et par tårer, det kommer meget naturligt til mig.
Men så kom Meredith med hendes hjerteknusende gråd, og jeg gik totalt op i limningen. Det var ikke længere bare et par snøft og stille tårer.
Jeg stortudede.
Det var som om noget i mig var gået i stykker, og ud flød det hele bare, på en gang, i en ustoppelig strøm.
Afsnittet er for længst færdigt, og jeg sidder stadig og snøfter med mascara i hele hovedet.
Jeg vidste slet ikke, at jeg var så ked af det, men det var jeg altså. Jeg græd så højt og ustyrligt, så det ikke skulle undre mig, hvis samtlige af mine naboer har hørt mig.
Men en knude har løsnet sig. Og det startede allerede, da jeg stod op i morges.
Så, hvem ved, måske jeg kan få en snor mere fri i morgen.
I morgen.