Om Ensomhed

Så jeg har haft den her fantastiske start på min weekend, og på min sommer, men nu, hvor klokken har rundet 3, og de andre er på vej i byen, finder jeg mig selv siddende med mascaraen løbende ned ad kinderne i et pludseligt anfald af ensomhed.
Jeg kunne ikke tage med dem. Den ene ting førte til den anden, og jeg er for kold og for ædru. Så jeg tuder foran min computer, mens katten spinder over, at jeg endelig er kommet hjem.

Og i hemmelighed håber jeg på at nogen opdager, hvor grim jeg er lige nu. Hvor ægte jeg er. Og hvor forladt jeg er. Men det er for sent. Folk er gået hjem eller gået i byen, og jeg er gået i seng. Alene. Med min kat.

Jeg savner dig.

Jeg savner nogen.

Jeg hører dem stadig udenfor, og i desperation har jeg ladet min dør stå åben, selvom kulden skærer igennem mit sidste tørre stykke tøj (det har været en af de aftener) - men forgæves. Så om lidt, når jeg er færdig med at græde, og skrive, og når taxaen er kørt, uden mig, lukker jeg døren og lukker mig inde.

Det er den slags sommer.

I'll be fine.
Men lige nu er jeg utrøstelig.