Lad mig starte med det vigtigste (og måske åbenlyse). Jeg er forelsket. Der er sket det her fantastiske for mig, at jeg har mødt en, som er alt det, mine drømme er skabt af. Det er omtrent en måned siden jeg (takket være en række vidunderlige tilfældigheder) mødte ham til en fest, som ingen af os havde planlagt at skulle deltage i, og selvom alting længe er gået rigtigt godt, er det ti gange bedre med ham.
Siden jeg nu er startet med slutningen, kan jeg ligeså godt fortsætte med at bevæge mig baglæns.
Lige nu er verden i balance. I am in love with my life. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad, og det på trods af, at eksamenerne er lige om hjørnet, og jeg er stadig en god håndfuld studieprodukter bagud. Ikke at jeg er ligeglad, men i lyset af alt andet, kan jeg ikke rigtigt lade være med bare at smile og trække lidt på skuldrene.
Jeg er andetårsstuderende på Læreruddannelsen i Skive. Jeg læser til folkeskolelærer (overbygningen) i dansk og matematik, og i omtrent 6 år nu har jeg vidst, at det var det, jeg skulle med mit liv.
Men jeg kæmper samtidig med næb og kløer for, at mit liv skal være noget mere end bare at være lærerstuderende. Man må skabe sin egen kunst, forme sit eget liv, og jeg prøver at finde bare én lille ting hver dag, som gør det til noget særligt.
I live, therefore I desire.
I desire, therefore I create.
I create, therefore I am.
Man kan vel kalde det, at jeg lever I en konstant eksistentiel krise. Mit liv går ud på at gøre det besværet værd. Og efter mere end én gang at havde mistet grebet om det hele, føler jeg nu endelig at jeg er et sted, hvor jeg bare kan slappe af og elske verden, mit liv og mig selv. Det betyder også, at jeg langt om længe kan give igen til dem, der har været der for mig, når jeg virkelig havde brug for det. Og det har der i dén grad været.
Sidste sommer blev der vendt op og ned på mit liv. Jeg fandt lykken som skuespiller på Højriis Slot, Mors. Dem, der har fulgt mine forskellige blogs gennem det sidste år, vil vide i hvor høj grad det påvirkede mig at være der i blot 8 dage. Jeg har aldrig følt mig mere hjemme noget andet sted eller med nogle andre mennesker. Og jeg kan ærligt sige, at jeg er forandret.
Men det var kun en enkelt måned før Højriis, at min verden faldt uhjælpeligt fra hinanden.
(Bemærk: Følgende er noget, jeg har brugt lang tid på at tænke over om skulle med i dette indlæg, da det ellers kun er i min nærmeste omgangskreds - og ellers af nødvendighed - at jeg har fortalt folk om det. Men det er sådan en vigtig del af, hvem jeg er, hvem jeg var og vigtigst af alt, hvem jeg er blevet til (og nej, det er ikke det samme), til at jeg kunne undlade det i et indlæg, der skal forsøge at gengive min person. Tag det og pas på det.)
Efter hvad jeg har regnet ud nok har været 4 år med udiagnoseret depression (der kun blev dybere som tiden gik), forsøgte jeg at tage mit eget liv. Om halvanden måned vil det være et år siden. Først efter mit selvmordsforsøg kom jeg til en læge og fik startet på anti-depressiv medicin. Jeg kan med stolthed sige, at det nu er flere måneder siden jeg stoppede med at tage mine piller. Og der er ikke længere den ting, jeg ikke kan.
(Bemærk: Følgende er noget, jeg har brugt lang tid på at tænke over om skulle med i dette indlæg, da det ellers kun er i min nærmeste omgangskreds - og ellers af nødvendighed - at jeg har fortalt folk om det. Men det er sådan en vigtig del af, hvem jeg er, hvem jeg var og vigtigst af alt, hvem jeg er blevet til (og nej, det er ikke det samme), til at jeg kunne undlade det i et indlæg, der skal forsøge at gengive min person. Tag det og pas på det.)
Efter hvad jeg har regnet ud nok har været 4 år med udiagnoseret depression (der kun blev dybere som tiden gik), forsøgte jeg at tage mit eget liv. Om halvanden måned vil det være et år siden. Først efter mit selvmordsforsøg kom jeg til en læge og fik startet på anti-depressiv medicin. Jeg kan med stolthed sige, at det nu er flere måneder siden jeg stoppede med at tage mine piller. Og der er ikke længere den ting, jeg ikke kan.
Min depression har jeg vurderet til at være startet i slutningen af første år på gymnasiet, og det bundede nok i, at jeg var totalt malplaceret og aldrig nogensinde fandt mig til rette. Jeg kunne ikke finde ud af at være der, kunne ikke hænge sammen med menneskene omkring mig, kunne ikke være i mig selv. Jeg er sikker på, at mine tidligere medstuderende (hvoraf jeg nu kun har kontakt med ganske få, netop fordi jeg var så akavet anderledes og ikke havde meget tilfælles med særligt mange af dem) vil give mig ret.
Selvom det at skifte skole fra Ulstrup til Viborg i midten af 8. klasse på mange måder var det første skridt på vejen til mit sammenbrud, er det samtidig det klogeste, jeg nogensinde har gjort. Når jeg nu tænker over det, kan jeg vel beskrive min udvikling som fra at gå fra særling til (tilnærmelsesvis) normal til noget særligt. Og det startede i Viborg. Jeg kom væk fra alt det, der holdt mig tilbage, og jeg mødte nogle fantastiske mennesker, som åbnede helt nye verdener for mig (jeg har ikke glemt nogen af jer). Det var også her jeg for første gang blev forelsket. Den stilstand, jeg befandt mig i før, blev opløst, og jeg havde rum til at være som jeg havde lyst til.
Ulstrup var ikke stedet for mig. Men det vidste jeg ikke, mens jeg var der. Selvom jeg godt kunne mærke, at noget var off. Jeg kan huske den dag (efter mange problematiske perioder i skolen) min mor spurgte mig, om jeg nogensinde havde overvejet at skifte skole. Og det havde jeg da. Men hver gang jeg havde tænkt det, havde jeg samtidig tænkt, at den slags sker ikke for en pige som mig. Det er en andens liv. Det viste sig, at det alligevel var mit.
Mine forældre (alle tre - mor, stedfar og far) bor i Ulstrup, så det sker at jeg fra tid til anden vender "hjem". Jeg har ikke altid haft det bedste forhold til mine forældre, og det er stadig utroligt kompliceret når det kommer til min far (hvilket på mange måder påvirker mit forhold til min bror), selvom jeg virkelig ville ønske, at det ikke var det, men siden jeg for 3 år siden flyttede hjemmefra, har jeg aldrig haft et bedre forhold til min mor og stedfar. De er de bedste og mest støttende forældre, man kunne tænke sig, og jeg er så taknemmelig for at have dem.
At jeg helt har mistet kontakten til min far har desværre også betyder samme resultat hvad angår resten af familien på hans side. Dette omfatter min eneste ældre søskende, min søster. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så hende, og jeg ønsker så tit, at vi havde et tættere bånd. Jeg ved også godt, at der sikkert ikke skulle meget til for at skabe det. Men hver ting til sin tid.
At jeg helt har mistet kontakten til min far har desværre også betyder samme resultat hvad angår resten af familien på hans side. Dette omfatter min eneste ældre søskende, min søster. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst så hende, og jeg ønsker så tit, at vi havde et tættere bånd. Jeg ved også godt, at der sikkert ikke skulle meget til for at skabe det. Men hver ting til sin tid.
Jeg har også en lillesøster, som skal konfirmeres i næste uge.
Min mor er født i Norge, så der har jeg også en god del familie. Jeg kender bare ikke halvdelen af dem. Men på trods af det, og selvom jeg kun har besøgt landet en håndfuld gange, har jeg alligevel et utroligt stærkt tilhørsforhold til stedet. Der er også denne her norske myte om trolde, som står mit hjerte nær. Den handler om en troldemor, som stjæler et menneskebarn fra dets barnevogn og i stedet former sjælen fra et træ i barnets billede og lader denne tage plads i vognen. Drengen vokser op som en trold, mens Skiftingen - træets sjæl - vokser op som et menneskebarn, men uden at føle nogen form for samhørighed med de andre børn. Jeg er en Skifting. Det er jeg sikker på. Det forklarer måske også min underlige fascination af træer.
Jeg er og har altid været lidt af en særling. Så her er en række ting, som karakteriserer mig:
1. Jeg er en massiv nørd (specielt på YouTube). Genkender man navne som Pewdiepie, Yogscast og Tobuscus, ved man hvad jeg taler om.
2. Jeg er udpræget b-menneske. Jeg har en tendens til at blive meget sent oppe for så at sove halvdelen af dagen væk. Jeg bor praktisk talt i min seng.
3. Jeg hader store, sorte fugle. Det udspringer af en ferie i Holland, hvor fuglene ikke var bange for mennesker, og det freakede mig ud.
4. Jeg har fødselsdag Mortens Aften, og jeg synes det er vildt irriterende, fordi vi i min familie har en tradition for, at man må få sin livret på sin fødselsdag, men jeg skulle altid vente til dagen efter. Jeg er dog glad for at være Skorpion.
5. Jeg har i en periode (halvvejs på en dare) haft skrigpink pagehår, Jeg blev taget for at være alt fra Lady Gaga til prostitueret. Det var en speciel oplevelse.
6. Når jeg er vred, frustreret eller rastløs (og specielt hvis det er alle tre på samme tid), får jeg en besynderlig trang til at rydde op eller stille ting i orden.
7. Min yndlingsfarve er grøn, mit yndlingstal er 2, og min yndlingsblomst er lyserøde bonderoser.
8. Jeg bryder mig ikke om vin, med undtagelse af rose, fordi den bobler (jeg elsker bobler). Jeg kan heller ikke lide kaffe, men som lærerstuderende skal det nok komme på et tidspunkt.
9. Jeg elsker træer. Hvis jeg går en tur med nogen, kan jeg pludselig afbryde en samtale, fordi jeg lige vil påpege, hvor fantastisk et træ i nærheden er.
10. Jeg er åndssvagt kilden. Nogle gange kan man slet ikke røre ved mig. Jeg hader det. Det er vildt upraktisk.
11. Mine øjne skifter farve alt efter lyset. Nogle gange er de blå, nogle gange grønne, og en sjælden gang i mellem bliver de næsten grå eller gule.
12. Jeg har haft alle de forskellige former for bøjle, man overhovedet kan have. Og mine tænder er stadig fucked.
13. Jeg hader at lave mad. Jeg synes det er dødkedeligt. Med mindre det er til andre end mig selv. Men så skal jeg virkelig også have en opskrift at følge.
14. Hver gang jeg har været i Norge, er jeg vendt hjem med flere kilo kvarts og sten, og jeg har efterhånden en pæn samling. I don't know why.
15. Min yndlingsmusical er The Phantom of the Opera, men der findes ikke mange musicals, jeg ikke har forelsket mig i.
16. Jeg er inkarneret Harry Potter-fan og har været det siden jeg som 10-årig fik de to første bøger i fødselsdagsgave.
17. Jeg har fem små hvide ar på mit venstre lår efter mine fingernegle. Jeg havde dem, da jeg blev født. Jeg elsker dem, fordi det er lidt som mit poteaftryk,
18. Der er hvide plamager på den nederste halvdel af mine fortænder, fordi jeg da jeg stadig havde mine mælketænder faldt på fortovet og knækkede begge mine fortænder, så mine nuværende tænder fik et stød. Derfor er de misfarvede.
19. Jeg er rædselsslagen for tordenvejr, selvom jeg godt ved, at det er lynet, der er det farlige.
20. Jeg er ikke religiøs, men jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord.
Mit navn er Rebecca Kløve Kyhn.
Jeg er født den 10. november 1992.
Jeg er 20 år og bor i en lille lejlighed med min kat Skurk.
Jeg elsker mit liv, og jeg er endelig ved at lære at elske mig selv.
Jeg har skrevet dette indlæg i anledning af mine 1000 sidevisninger, hvilket er noget jeg er stolt af, siden jeg ikke har noget indhold på bloggen, som er i overensstemmelse med populærkulturen, og hvis man vil have noget ud af bloggen, må man læse i stedet for at scrolle videre (hvilket jeg selv har en tendens til).
Hvis du er en læser, min læser, skylder jeg dig tak.
Du gør mig meget glad.
With love,
Ekko.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet