Pro Tempore + Den Perfekte Første Date

Jeg har det som om jeg står på toppen af verden, og der er intet, der kan nå mig. Men hold nu kæft, hvor er der langt ned!

Her sidst på ugen er der et ord, der har siddet fast i hovedet på mig: spontanitet.
Jeg har længe mærket det på tungespidsen, og nu har jeg endelig fået spyttet det ud.
Spontanitet må først og fremmest handle om at leve i nuet, gribe dagen, carpe diem baby!
Og det er, hvad jeg har bestræbt mig på det sidste stykke tid; glemme fortiden, ikke bekymre sig om fremtiden (i virkeligheden også to alt for store ord i forhold til, hvor småt alt andet er), bare nyde her og nu, suge det hele til sig og ikke lade et øjeblik gå til spilde.
Jeg smager stadig på ordene en rum tid, før noget som helst bliver skrevet ned, men jeg er bare også virkelig opsat på at glemme vaner og rutiner, bare læne sig tilbage og lade det nye være nyt.

I mellemtiden har jeg haft, hvad jeg (i perspektivet af, hvad mit liv er) vil karakterisere som den perfekte første date.
Først den søde forventning. Når man virkelig glæder sig og har sommerfugle i maven over på tomandshånd at skulle lære ham her bedre at kende.
Så er der alle de forberedelser, man gør sig. Det kæmpe arbejde det er (læs: for mig) at gøre sig selv og sit hjem præsentabelt - om ikke andet efter egen standard. De mange tankestrømme, man gennemgår. Gode samtaleemner? Hvad bør han få at vide om mig på nuværende tidspunkt? Hvad skal han bestemt ikke have at vide på den første date? Hvordan skal jeg gå ind til det her? Vil vi overhovedet have det samme ud af aftenen?
Her melder der sig en besynderlig følelse. Bland sommerfuglene er der nu én, som flakser rundt med en snert af panik på vingerne. Jeg skal jo lære alting forefra.
Er jeg klar til det her?
Vil han kunne håndtere mig og al den fortid, jeg kommer med?
Vil jeg være i stand til uden fortrydelse at vise den tillid?
Kan mit hjerte holde til det her?

Og pludselig bliver al tvivl revet af bordet. Han har totalt taget mig med storm.
I alt jeg nogenside har kendt, har det været mig, som måtte planlægge alting. Hvis jeg ikke gjorde noget, så skete der ingenting.
Og så skriver han, at han allerede har styr på det hele. Billetterne er bestilt til det og det tidspunkt, han kommer hjem til mig klokken det og det, og han tager sushi med. Hvis jeg var i frit fald, ville jeg føle mig helt tryg ved at skulle gribes af ham her.
Så med ét banker mit hjerte for noget helt andet. Jeg har ventet på, at det her skulle ske.

Men det er også lidt skræmmende. Fordi jeg kender mig selv. I kinda feel dizzy. Så jeg er tilbageholdende, for min egen skyld, og så krydser jeg bare fingre for, at det ikke giver bagslag. Cuz I got a feeling about this one.

Med et befinder jeg mig så i en taxa mellem Skive og Nykøbing. Turen koster mig 505 kr., hvilket er et beløb jeg ellers sjældent ville bruge på noget som helst. Og min veninde og jeg sidder og kan for alt i verden ikke komme i tanke om, hvad man kalder det her. I mangel på bedre ord finder vi frem til 'impulsivt'. Hvad vi virkelig mente var nok spontant. Jeg mener, jeg havde egentlig bare planlagt en aften i sengen med serier og cola, men så skriver veninden, vi får et par glas vin, og så er vi ellers på vej til Mors uden nogen definitiv plan for, hvornår eller hvordan vi kommer hjem igen. Forholdsvist spontant, vil jeg mene. Specielt når man har påskefrokost med familien den næste dag.

Jeg har brug for begge dele. Trygheden ved en plan og spændingen ved spontanitet. P.t. er jeg nok mest det første, og jeg har en idé om, at han er mest det sidste. Hvilket jeg er vild med. Man siger, at modsætninger mødes. Jeg tror, vi kunne vise hinanden helt nye verdener. Jeg glæder mig. (hashtag kliché)

Jeg vil det hele. Giv mig, giv mig, giv mig! Verden er min legeplads, og jeg er umættelig. Kan så småt mærke poesien snige sig ind i billedet igen, og jeg er vild med det. Jeg vil fange alt, ét billede ad gangen, og lige pludselig er det sommer. Håber jeg.

I virkeligheden burde jeg bare gå nogle flere ture. I stedet bruger jeg en hel dag siddende på sengen med bloggen på skærmen og en sang på repeat. Ensomhed er noget, jeg vælger. Jeg skal bare til at vælge den udenfor. Jeg griner lidt for mig selv. Ha, hvor er jeg usjov. Og hvad så.
Jeg er awesome, det lærte jeg i sommers. Professionel undervisning i kunsten at elske sig selv. Reunion til sommer. Det bliver som at lade batterierne op, og så kan jeg lige klare en vinter mere.
Rejs ud i verden med mig, her fra min sengekant.

Og nu har jeg tabt tråden, så dybt godnat herfra.
(Men seriøst, kærlighed til alle i aften.)

Mit hjerte banker hurtigere.