Love Never Dies - og dog

*WARNING - SPOILERS*

Jeg har i weekenden haft fornøjelsen af at opleve Andrew Lloyd Webbers Love Never Dies (efterfølgeren til min yndlingsmusical til dato: The Phantom of the Opera) på Det Ny Teater i København. Dette er min personlige anmeldelse.

Det er 10 år efter de dramatiske hændelser på Opera Populaire i Paris. Scenen er flyttet til Coney Island, hvor galskaben og hæmningsløsheden stortrives. Forlystelsesparkerne blomster op, og med dem 'undergrunds-underholdningen' i form af bl.a. de såkaldte 'freakshows'. Og det er i denne niche af deforme og udstødte at Fantomet nu har sin gang. Han skriver stadig musik og har flere shows opsat på stedet, men han lider også stærkt under en skriveblokade, som han tilsyneladende har haft, siden Christine tilbage i operaen valgte Grev Raoul de Chagny til fordel for ham. Hans kunstneriske frustration kan kun udløses ved Christines hjælp. Og skæbnen vil det, at netop Christine kommer til Coney Island.

Den efterhånden voksne kvinde Miss Daae har fået et job i et fint teater. Hun har umiddelbart ikke selv den store interesse i det og virker til langt hellere at ville fokusere på sin familie, som nu ud over ægteskabet med Raoul består af den 10-årige Gustave. Men hun er desværre nødt til at tage jobbet, da Raoul gennem årene har spillet hele sin formue op, og de står derfor nu i gæld.

Endvidere skal det vise sig, at Madam Giry og hendes datter Meg, som vi kender fra tiden på Opera Populaire, både for at være fosterfamilie for Christine, og især Madam Giry for som ung at redde Fantomet fra et liv som cirkusattraktion, også befinder sig på Coney Island, og det er ikke en tilfældighed. De arbejder for Fantomet i et af hans shows, og Meg aspirerer stærkt efter at imponere ham, sådan som hun dengang så, at Christine gjorde det - koste hvad det vil. Og Madam Giry er heller ikke parat til at lade noget stå i vejen for hendes datters succes.

Fantomet får hurtigt nys om, at Christine er kommet til Staterne, og han gemmer sig derfor i skyggerne på hendes hotelværelse, til de er alene. Christine bliver forfærdet, da Fantomet afslører sin tilstedeværelse, for alle har siden den skæbnesvangre nat i krypterne under operaen ladet hende tro, at Fantomet var blevet fanget og henrettet af pøblen for sine forbrydelser. Men snart vender de gamle følelser tilbage, og hun kan ikke undgå at glæde sig over, at han ikke er død.

Men Fantomet er forandret, og han er en desperat mand. Han vil have Christine til at synge i hans show. Bare en enkelt sang. Og han vil betale det dobbelte af det honorar, hun er blevet tilbudt på teatret. Deres gæld vil være betalt. Og da Christine tøver, tager Fantomets skyggeside over. Han truer Christine og siger, at han ikke kan garantere for hendes søns sikkerhed, og at han let kunne forsvinde i galskaben på Coney Island. Christine ser intet andet valg end at sige ja.

Raoul hører om, hvad der er sket og forlanger, at Christine ikke synger i Fantomets show. Hun er splittet mellem de to mænd, og selvom de samtidig begge kæmper om hendes kærlighed, behandler de hende på en måde, som skubber hende i armene på modstanderen.

Fantomet er betaget af Gustave og hans musikalske evner, og det tager ikke meget afhøring af Christine før det afsløres, at han i virkeligheden er hans søn. Så meget desto større grund til at vinde Christine tilbage.

De to mænd kommer i magtkamp, og de aftaler, at hvis Christine vælger ikke at synge, betaler Fantomet dem alligevel, og så vender de tilbage til Paris, hvor Fantomet vil lade dem i fred, men synger Christine må Raoul træde tilbage for det særlige bånd, der er imellem Christine og Fantomet. Således bliver det også et valg for Christine mellem hendes ungdoms kærlighed og hendes mentor i hvem hun også genkender mindet om sin far.

Begge mænd gør deres for at overtale Christine til at gøre 'det rigtige'. Men Fantomet får det sidste ord, og Christine kan ikke modstå ham. Hun vælger samme aften at synge. Raoul er fortvivlet og vil tage hjem med det samme.

Meg er dybt jaloux over Christine succes og især over, at hun ved aftenens show stjæler rampelyset, selvom Meg skulle forestille at være showets stjerne. Både hende og Madam Giry bebrejder Fantomet for at have forsømt dem og for at have været for blændet af Christine til at se det talent, der var lige foran ham.

Efter showet er Gustave ingen steder at finde. Der opstår stor tumult omkring, hvem der mon kan have taget ham. Første mistanke er Fantomet, fordi han er drengens virkelige far, men Fantomet er selv fortvivlet over drengens forsvinden. Så kommer man i tanke om Raoul, som også kendte sandheden, og som havde travlt med at komme hjem, men også han leder efter Gustave. Hvad med Madam Giry, som var blevet så bitter over alt, der var foregået de sidste ti år? Det er heller ikke hende.

Tilbage er Meg. Hun er dybt ulykkelig over hendes uretfærdige skæbne. Altid nummer to. Hun har endda prostitueret sig selv for succesens skyld. Hun vil nu styrte sig i havet, og for at ramme Christine, vil hun tage Gustave med sig. Heldigvis bliver hun opdaget i tide, men selv efter Gustave er i sikkerhed, vil Meg stadig ende sit liv. Hun står for enden af molen i mørket med pistolen for tindingen og er klar til at trykke på aftrækkeren, da Fantomet pludselig griber ind og prøver at tvinge pistolen fra hende.

Men i kampens hede går pistolen af. Christine er ramt.

Døende på molen i favnen på sit Fantom får Christine sagt farvel til alle og samtidig fortalt Gustave, hvem hans virkelige far er. Først vil drengen ikke acceptere det og stikker af, men han vender tilbage inden Christine drager sit sidste suk. Og sådan slutter det så. Love Never Dies, men det gjorde Christine.

Som det måske kan mærkes, føler jeg nu, at jeg havde god grund til at være kritisk. The Phantom of the Opera er i min mening ikke en musical, man bør lave en to'er til. Den er et mesterværk, og man skal talemåden tro aldrig gentage en succes.

Historien forkommer mig noget tynd. Der er i min mening for mange løse ender, som stykket kun beskæftiger sig med for en kort replik. Tidsmæssigt giver det mening, at Fantomet er blevet tiltrukket af karnevalslivet på Coney Island, og idéen med undergrundsunderholdningen og freakshowsene er i sig selv et rigtigt godt påfund, men udførelsen fungerer bare ikke rigtigt. Man bliver aldrig rigtigt ført ind i livet på Coney Island, da halvdelen af stykket udspiller sig enten på hotelværelset eller i de kendte omgivelser on- eller backstage. Skulle idéen have fungeret, burde man have drømt meget større.

Generelt ligger der nogle meget dystre undertoner over forestillingen, og det er jo egentligt ikke noget nyt. Scenariet har aldrig set en solskinsdag, og det samme gjorde sig gældende for The Phantom of the Opera. Problemet for mig opstår ved de kendte personligheder. Nok er der gået ti år siden Opera Populaire, men at  karaktererne skulle have ændret sig så radikalt forekommer mig ikke i tråd med historien.

For det første er Raoul røget på flasken og har i kortspil ruineret både ham selv og Christine. At han behandler hende som han gør virker fuldstændigt absurd. Han plejede at være drømmeprinsen, den lyshårede mand, som Christine i sin barndom forelskede sig i, hendes første kærlighed, som hun endte med at gifte sig med. Han er modparten til Fantomet, som står for mørkesiden, det dunkle og dystre, og det at de to er modpoler er hele grundlaget for, at Christine er splittet mellem dem - de besidder begge kvaliteter, som drager hende. Men det gør de ikke mere. Raoul er ikke længere den mand, Christine forelskede sig i, og derfor er der i min mening ikke længere grundlag for en splittelse, hvilket får hele stykket til at falde fra hinanden.

Så er der Madam Giry og Meg. Fra The Phantom of the Opera kender man Madam Giry som en stille kvinde med et stort hjerte. Hun beskytter Fantomet, selvom han gang på gang myrder i operaen, og hun tog Christine til sig, da hun som barn mistede sin far. Christine og Meg voksede op som søstre med Madam Giry som en mor for dem begge. Nu er Giry'erne blevet kolde og egoistiske. Jalousien har sat en ondskab i deres hjerter, og man kan ikke længere genkende resterne af Christines familie. De er hævngerrige og kun ude på at forpurre Christines succes for at fremme deres egen.

Men den største skuffelse var Fantomet. I Paris var han stemmen i skyggerne, dukkeføreren, en mand med nærmest overmenneskelige evner. Han var frygtet for hans magt og vigtigst af alt hans magi. Nu er magien helt gået af ham. Fantomet er blevet menneskelig, og det klæder ham ikke. Som en helt almindelig mand er han i hanekamp med Raoul og deltager i eftersøgningen af Gustave på lige fod med de andre. Det er helt forkert! Fantomet bør se til fra oven og i virkeligheden på forhånd vide alt om, hvad der sker. Han er blevet dødelig, hvor han på en besynderlig måde ikke var det før. Og så er han ikke længere Fantomet.

Da stykket sluttede, efter Christine havde ligget på molen i en ti minutters tid, sad jeg tilbage med følelsen: "Var det det?" Og det må jeg til min fortrydelse konkludere, at det var det. Her et par dage senere kan jeg ikke huske ét eneste brudstykke af hverken sang eller musik. Klassikerne fra forgængeren var bevidst ikke blevet genoplivet i Love Never Dies, men der blev desværre heller ikke skabt nye. Én enkelt sang imponerede mig (I nattens dunkle skød), men den fik jeg ikke engang fornøjelsen af at genhøre som reprise. Det generelle træk ved musikken har været dunkeltheden, men når den er så gennemgående, bliver resultatet to meget monotome akter.

Med det sagt har det nu ikke været en komplet skuffelse. Opsætningen på Det Ny Teater var meget imponerende med en rampe, der både kørte op og ned, på skrå til begge sider, frem og tilbage og rundt om sig selv. Og rundt i hele salen lyste karnevalslysene op, hver gang vi besøgte undergrunden på Coney Island.

Christine spillede sin rolle til perfektion. Både skuespil og sang var i eliteklassen. Men den mest imponerende person på scenen var den kun 11-årige dreng, som spillede Gustave. Han var, hvad jeg kommer i teatret for at se. Hans spinkle, klare drengestemme var alt jeg behøvede for at blive blæst bagover.

Det er altid en oplevelse i sig selv at gå i teatret. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville gøre det igen, hvis der nu kom en tre'er. Og muligheden er der, vil jeg mene. Gustave bliver jo også voksen på et tidspunkt, og Fantomet kunne jeg forestille mig gerne ville have én at videregive arven fra operaen til. Eller måske viser det sig, at Christine ikke er den eneste sangerinde, der har haft en elskovsnat med Fantomet. Det virkede i hvert fald ikke til, at Meg ville lade særligt meget stå vejen for sin succes...

Det her må betegnes som den længste blog, jeg nogensinde har skrevet, men som en ægte Fantom-fan havde jeg også meget at sige. Bliver stykker filmatiseret, kunne jeg måske være tilbøjelig til at se det. Måske er Love Never Dies bare et stykke, man skal opleve mere end én gang, før magien finder sted.