En fremmed for mig selv

Jeg var lige blevet glad. Jeg var lige blevet tilfreds. Jeg glædede mig faktisk til at være single. Momentært skulle jeg give mig selv lov til at give op og lade være med at føle, at jeg manglede noget. Det skulle bare være mig. Kun mig selv.

Men så blev jeg 20. Og jeg mødte Mathias. Og han blev min, jeg han fast i ham med det samme, og jeg var hans. I 26 dage. Det var alt, jeg fik.

26 dage nåede vi at kende hinanden. På 26 dage formåede jeg at forelske mig hovedløst i en fyr, der var indbegrebet af fremmed for mig, falde så dybt for ham, at jeg uden tøven kunne sige de tre store ord, for blot at ende med crash, burn and a broken heart.

Der findes en kasse, der hedder parforhold, og Mathias kunne ikke være i den. Så han slog op og slog samtidig al luften ud af mig. Specielt fordi vi havde været ude hele natten, kysset, danset, haft det sjovt. Men det faktum, at jeg rent faktisk var glad. Lykkelig. Det var den største grund til, at det kom så meget bag på mig.

She never knew what hit her

Måske er det bare mig. Måske er det kun fordi jeg tænker, som jeg gør. Fordi jeg er 20. Fordi jeg har en depression. Fordi jeg har så mange problemer. Måske er det bare fordi jeg har så travlt med at være ung og lykkelig på samme tid.
Men når man oplever et brud af dimensioner efter et hæsblæsende forhold på blot 26 dage, som jeg har oplevet det, uanset hvordan eller på hvilket grundlag det skete, er det noget nært umuligt ikke at tage sit liv op til revurdering. Jeg mener, hvordan og på hvilken måde kan det gå så galt, at et hyperaccelererende forhold kan ende efter 26 dage?

Og det er ikke 26 dage fra "vil du være min kæreste?" til "jeg slår op". Nej nej, det var 26 dage fra vi mødtes første gang.
Du kan sige "it's not you, it's me" lige så meget du vil, men efter det her er jeg nødt til at spørge mig selv, every fucking day - is it me? And if it is - what the hell is it?!

You made me love you

You made me let you in

And then you freaking died in my arms

I've got smoke between my fingers

From when he said goodbye (oh wait, he didn't)

It can't be washed away

Ordene sidder fast i halsen på mig

Så jeg er ved at kaste op

Hjerterum, hulrum, tomrum

Jeg hører den her sang om og om igen. For ikke at slå hånden igennem en væg. For det overvælder mig en gang imellem. Jeg bliver så rasende. Jeg er rasende lige nu. Jeg er sur og gal og såret. Det er snart to uger siden, han slog op, and I'm fine. Jeg er ovre ham. Men ikke ovre det. To uger, og ikke et ord. Jeg har endda været voksen (tror jeg nok), rising above and shit, offering him my peace, og stadig har jeg intet hørt!
Ikke så meget som en sms har han tilovers for mig. Og det er fint, hvis det er fordi han ikke kan klare at skulle være venner med mig. Hvis det stadig er for tæt på for ham. Men det er ligegyldigheden, der pisser mig af. For lige nu er det lige meget, om han er over it eller nede over det, eller om han måske endda læser min blog, hvilket jeg ikke tror, for det eneste, jeg får fra ham er ligegyldighed. Hvad jeg kan rede ud af det her er, at jeg er ligegyldig. At du er fucking ligeglad!
Så jeg hører sangen om og om igen. Skriger det ud mentalt. Så jeg ikke smadrer nogens ansigt.

Jeg er ovre dig.
Du er ligeglad.
Og jeg kan ikke håndtere at blive gjort til ingenting, til noget ligegyldigt.
Jeg respekterer en afvisning, men finder mig ikke i at blive ignoreret.
So you better get your shit together! For nok har jeg lagt mit venskab på bordet og sagt "tag det". Men hvis du ikke snart reagerer, giver mig noget, anything, så smadrer du det allersidste af mig, og jeg taber alt på gulvet.

Jeg føler mig bundløs.

Brugt tør, grædt tom.

Der er ikke mere tilbage.

Alting, hvor blev du af?

Hvor er det tragikomisk.

Fremprovokerede reaktioner er ikke virkelige.

Så jeg gør mit bedste for at holde min kæft her.

Midt på vejen

Midt om natten

Det er ikke en film

For så ville du have fulgt efter mig

Prøvet at stoppe mig

Og det vidste jeg godt, du ikke ville

Jeg er skuffet. Helt vildt skuffet. Over dig, over mig, over alt og alle.

Mathias. Den nat, du slog op. Du blev ved med at nævne ordet neglect. I øjeblikket kunne ingen af os huske, hvad det hed på dansk. Men du sagde, at det var det, du følte du gjorde ved at være i et forhold med mig. At du svigtede mig. Forsømte os.
Men hvad du er nødt til at forstå er, at det er nu. Nu føler jeg mig neglected. Nu sårer du mig. Nu er det eneste tidspunkt, jeg forlanger noget af dig.
So man up.